• Anlægget uden rekreativ bearbejdning. Skitse: NIRAS
  • Et anlæg med rekreativ bearbejdning og mindre solfangeranlæg. Skitse: Gottlieb og Paludan
  • Skitsemæssig tværsnit af damvarmelager (standardudformning)
  • 1/3

Damvarmelager i nedlagt råstofgrav - Kallerup

En af de helt store udfordringer i fremtidens energisystem er at skabe sammenhæng mellem produktionen af energi fra vedvarende energikilder og forbruget af energi. I den forbindelse er der behov for at indbygge energieffektive og økonomisk bæredygtige lagre i energisystemet, f.eks. i form af damvarmelagre til sæsonlagring af fjernvarme.

Kallerup Grusgrav stod i 2012 overfor en snarlig reetablering. I den forbindelse blev det undersøgt om området, gennem genanvendelse af overskudsjord, kunne anvendes, til lagring og produktion af vedvarende energi. Der er blevet udarbejdet et konkret skitseforslag til dampvarmelager, der illustrerer hvordan et anlæg af den type kunne se ud. Der er på baggrund af skitseforslaget lavet undersøgelser af, om det anlægs- og driftsøkonomisk er interessant at etablere et damvarmelager i grusgraven.

Det skitserede anlæg består af:

  • 50.000 m2 solfangeranlæg med tilhørende solfangercentral
  • 100.000 m3 damvarmelager med tilslutningsanlæg til solfangercentral
  • Ca. 2.000 m fjernvarmetransmissionsledning mellem solfangercentral og tilslutningspunkt til det eksisterende fjernvarmenet.

Varmelageret blev planlagt placeret i bunden af Kallerup Grusgrav, og med bund af lageret 2 m over grundvandsspejlet. Ved opbygning af jordvoldene ud mod åbent terræn kan der benyttes forskellige kvaliteter af fyldsand/jordmaterialer.

Det er således muligt at anvende overjord til opbygning af terrænformer, der kan omkredse stillestående og/eller dynamisk vand. Det er helt uproblematisk, at de yderste dele af en dæmning består af f.eks. overjord. Kommer man tættere på vandet, skal jorden kunne komprimeres til 98 proctor. Det er nødvendigt at sikre den inderste del enten med en bentonit forædlet jord, eller med en liner.

Der er udarbejdet et anlægsskøn for etablering af damvarmelageret i Kallerup med udgangspunkt i erfaringstal fra damvarmeanlægget i Dronninglund. Anlægget i Kallerup estimeres til ca. 256 kr./m3 eller 25,6 mio. kr. (2013-priser ekskl. moms).

Jordmængder der skal håndteres

Anslået 50.000-100.000 m3 overskudsjord.

Økonomiske gevinster

Ikke vurderet.

Miljømæssige gevinster

Der er ikke lavet en beregnet vurdering af miljø gevinsterne, men der er tale om både en direkte og en afledt positiv miljøeffekt. Den direkte er, som i andre genanvendelsesprojekter, en reduktion af transportarbejdet. Den afledte er naturligvis miljøgevinsten, ved bedre at kunne udnytte vedvarende energi.

Andre gevinster - nyttiggørelse af overskudsjorden

Det skitserede projekt er bl.a. videre udviklet med rekreative formål, såsom stiforløb og vandsportsaktiviteter.

Motivation / drivkraft

Høje-Taastrup er en ambitiøs klimakommune, og vil, som et led i kommunens nyligt opdaterede Udviklingsstrategi 2012 – 2024 og en helt ny Vækstpolitik 2013 – 2017, samarbejde med relevante aktører der ønsker, at understøtte grøn vækst og fossilfri byudvikling. Dette projekt anses som et afgørende element i omkostningseffektivt at kunne realisere målet om, at Høje-Taastrup Kommune kan blive fossilfri senest i 2050.

For mere info om eksemplet

Morten Størup, NIRAS, mst@niras.dk